Hvad fik dig til at gå forskervejen?

De første forskerspirer blev allerede lagt under mit sundhedspædagogiske projekt/bacheloropgave på tandplejeruddannelse, hvor vi lavede et lille miniforsøg omkring brugen af beskyttelsesbrillerunder tandbehandling. Interessen blev forstærket under bacheloropgaven på odontologi, og det blev derfor naturligt for mig at vælge et scholarår mellem 8.og 9. semester, for at gå lidt mere i dybden. Her forskede jeg i hvorvidt en intensiv fokuseret indsats for forbedret tand- og mundhygiejne kunne reducere oral inflammation og endvidere systemiske inflammationsparametre hos nyrepatienter. Det var et tværfagligt projekt mellem OI, SKT og Rigshospitalet.Det endte med at jeg fik indleveret en prisopgave på baggrund af mit scholarprojekt og blev tildelt Københavns Universitets guldmedalje for min opgave, som den første og forsat eneste tandlæge. Traditionen om prisopgaver strækker sig tilbage til år 1762.

Da jeg blev færdiguddannet i 2016, var jeg fastbesluttet på, at jeg skulle i privat praksis til at starte med og skulle erhverve mig min JUS, og så måtte jeg på sigt se om jeg havde mod på, at lave en ph.d. Men en rejse til Peru efter jeg var dimitteret ændrede det hele. Jeg blev desværre smidt af en hest på vej til Machu Picchu. Jeg slap billigt med piskesmæld, hjernerystelse og afrevne ledbånd i hænderne, men var omvendt total handicappet på mit arbejdsfelt. Efter ½ års intensiv genoptræning, lykkedes det mig at være så meget på benene at jeg kunne begynde i børne-ungdomstandplejen, og sidenhen fik jeg erhvervet mig min JUS ved en stilling som Forsvarstandlæge. Da jeg i 2017 blev kontaktet af en medarbejder fra Chr. Hansen om jeg kunne tænke mig at lave en ph.d. var svaret klart ja. Jeg havde fortsat store gener fra hesteuheldetgrundet de arbejdsstillinger tandfaget byder. I 2018 startede jeg derfor som ph.d.-studerende i et samarbejde mellem OI og Chr. Hansen.

Hvordan valgte du dit emne?

Emnet var valgt på forhånd under det indledende samarbejde mellem OI og Chr. Hansen, og var derfor ikke noget jeg havde indflydelse på. Men jeg var med til at skrive protokollen og dermed sætte hele forsøget op fra start til slut.

Hvad har det givet dig at lave forskning i samarbejde med en privat virksomhed?

Rigtig meget, det er jo to vidt forskellige verdener. Men jeg synesindustrien er en meget attraktiv arbejdsplads, hvor jeg personligt ser fleremuligheder for en fremtidig karriere.  

Hvad håber du din forskning kan skabe af positiveforandringer for tandsundheden?

Jeg håber, at min forskning på sigt kan bidrage til, at vi kan få endnu et redskab til forebyggelse af caries. Ikke kun hos børn men i princippet hos alle grupper med øget cariesrisiko.

Hvor drømmer du om at være henne om 5 år?

Jeg drømmer om at være i industrien og forhåbentlig i en stilling var jeg kan kombinere min tandfaglige viden med ny forskning, og dermed bidrage til at endnu mere der kan skabe positive forandringer for tandsundheden og eller helst på globalt plan.

Hvad giver det dig personligt at have indrettet dit liv sådan?

Det har skabt en meget stor fleksibilitet, og særligt som småbørnsfamilie, ikke at være i klinikken. Selvfølgelig er der arbejdstider der skal passe, men hele dagen vælter ikke hvis en aflevering går skævt og man bliver forsinket. Jeg nyder også at have muligheden for hjemmearbejde, at kaffen ikke blive kold mellem patienterne og ikke mindst alsidigheden i arbejdet.

Hvad er den mest overraskende ting, du har lært om dig selv i din nuværende tilværelse?

At jeg faktisk mestrer langt flere kompetencer end jeg havde forestillet mig, og hvor let det har været for mig at lægge det kliniske bag mig.

Hvad vil du anbefale andre, der gerne vil lave forskning - hvordan kommer man i gang og hvad skal man forberede sig på?

Hvis maner tandlægestuderende, vil jeg klart anbefale et scholarår. Det er en god mulighed med en relativ begrænset periode at prøve forskningen af. Hvis man er i klinikken kan det jo fint kombineres med en deltids ph.d. så man ikke er nødsaget til at lægge det kliniske bag sig. For at komme i gang skal man selvfølgelig være proaktiv og et godt netværk skal man ikke undervurdere. Jeg tror, det vigtigste man kan forberede sig på, er, at dagene går på en helt anden måde end i klinikken. Der vil være masser af dage hvor man har svært ved at sætte ord på hvad man egentlig har lavet, og man bliver frustreret. Det kan være man har siddet og læst artikler, rodet med en tekst der driller eller lignende, men uden at man egentlig føler man har skabt et reelt produkt i løbet af sin dag, hvilket jo er i skarp kontrast til klinikken hvor man har lavet x antal fyldninger. Men hvis man ønsker at lave forskning og uanset alder, så synes jeg man skal gå efter det.